Regn den selv ud på energiområdet

Hvorfor er så få interesseret i at gøre noget på energiområdet, og hvorfor oplever mange at de løber panden mod en mur når de endelig forsøger at gøre noget? Jeg kommer her med et bud på hvad der kan gøres for at gøre det mere relevant for almindelige mennesker at interessere sig for energiforbrug. Med energiforbrug mener jeg både el og opvarmning fra eksempelvis fjernvarme og naturgas.

Der er for mig at se to ben i energipolitikken angående vedvarende energi.
Det ene ben er, at få mest muligt vedvarende energi produceret i forhold til forbruget. Dette er mest effektivt i store enheder som eksempelvis havvindmølleparker. Denne del af energipolitikken er den vi har set været den dominerende siden man begyndte af afmontere små privatejede vindmøller.
Den anden del af energipolitikken er der hvor den almindelige borger er deltager i energiproduktionen og besparelserne. Denne del har for mig at se været voldsomt underprioriteret, og i mange tilfælde været direkte modarbejdet politisk.
Men det danske vindmølleeventyr og tilsvarende energiforbedrende tiltag har for størstedelens vedkommende været drevet af privatpersoner, foreninger og små firmaer der har forsøgt sig frem. Først´i tilfælde af en succes har det ført til en større industriel indsats.
Der er et enormt potentiale i almindelige menneskers viden og eksperimenter. Derfor vil en aktiv energipolitik der satser på innovation, være nød til at give muligheder for privatpersoner til at lave energiforsøg.
Dette kunne man motivere ved at tvinge energiselvskaberne til at differentiere energipriserne. Dermed er det ikke kun er den totale besparelse man kan hente, men besparelse på eksempelvis at fordele energiforbruget hen over døgnet eller året. Altså en daglig interesse for ens energiforbrug
Der er to metoder jeg kan foreslå.

To takster.
Man har et antal watt man kan bruge i timen, når dette antal overstiges tændes en advarselslampe inde i huset og resten af forbruget denne klokketime er til høj takst. Dette system blev brugt i Norge i 70'erne og 80'erne.
Herved vil man motivere folk til eksempelvis at vaske tøj og oplade computere om natten. Desuden vil optøning af mad i microovne og lignende energispild kunne begrænses.

Total differentieringDet andet system er at differentiere prisen efter markedsprisen (justeret efter hvor "ren" energiform der bliver produceret).
Her vil man på internettet kunne følge de øjeblikkelige priser, og planlægge ens forbrug efter nogle statistiske pejlemærker.  Dette burde allerede være teknisk muligt med de digitale energimålere som er installeret mange steder i dag.

Med denne differentiering af energipriserne vil man tvinge alle energiforbrugere til at tænke i energioptimering.
Desuden vil det have den effekt, at det vil være mindre problematisk at lade private sælge overskudsenergi fra mindre husstandsanlæg. Hvis prisen er differentieret efter markedet, vil man kunne modregne i kroner istedet for kilowatttimer. Prisen er således markedsprisen fraregnet drift af fordelingsnettet.

Man bør dog modvirke at samtlige paracelhuskvarterer i Danmark bliver plastret til i mere eller mindre sikre anordninger. Derfor kunne man sætte en grænse i hvor meget man kan modregne, på det forventede energiforbrug for en gennemsnitsbolig i energiklasse A. Alt herover er at betegne som erhverv, og skal derfor leve op til større krav til eksempelvis typegodkendelse.
Dermed har jeg også sagt, at jeg ikke mener at mindre anlæg skal have typegodkendelse, men kun have godkendt selve netværkstilslutningen, samt leve op til de almindelige regler for byggeri.

Ved dette kunstgreb, samt en række justeringer undervejs, mener jeg at vi kan gøre det til en nationalsport at "regne den ud" på energiområdet.